Margit Dørflinger bor i det naturskønne område, Over Hornbæk udenfor Randers. Hun har gennem mange år arbejdet som anæstesisygeplejerske, hvor hun samtidig malede og dygtiggjorde sig som billedkunstner. Fra 2006 blev kunsten et fuldtidsjob. Hvor hun åbnede eget galleri.
Margit har tegnet hele livet, og i 1995 begyndte hun også at udtrykke sig på lærredet. Sideløbende med sit arbejde som sygeplejerske, har hun udstillet sine malerier i talrige kunstforeninger rundt om i landet.
Oplevelser i naturen langs Gudenåen, i plantagen ved familiens sommerhus i Nordjylland og på rejser skaber grundlag for malerierne.
”Det er her jeg oplever og sanser naturen og får lyst til at dele den med andre. Jeg laver naturfortolkninger – nogle gange mere konkrete end andre. Jeg stræber efter, at beskueren skal finde ro og velbehag i mine malerier, men ikke døsighed og pause. Da jeg startede med at male, var det for selv at finde fordybelse og ro, når jeg kom hjem fra travle vagter med barske og voldsomme oplevelser…. nu er det en del af hverdagen, livgivende stunder, hvor indtryk og skønhed flettes sammen.” Citat Margit Dørflinger