Klik på hvert billede for at se det i fuld størrelse…

Ad mange kilometer svingende grusveje i Litauens kuperede landskab, lidt syd for provinsbyen Anyksciu i det nordlige Litauen finder man til sidst frem til træhuset i skoven ved floden. Her bor Dangira Pyragaite med floden som nærmeste nabo. Hendes vej til kunsten er ligeså kringlet som vejen til hendes hus.

Oprindeligt er hun konservatorieuddannet akkordionspiller (har deltaget i det nationale folkemusikensemble og turneret med dette internationalt). Men hun har altid villet den billeddannende kunst.

Som barn elskede hun at tegne og male, men fik ikke lov af især moderen. Så der blev ikke købt pensler – et forbud, hun omgik ved at bruge stilken fra en pære til sit malearbejde. Som voksen tog hun en kunstuddannelse og såvel billedkunst

som keramik fylder nu hele hendes tilværelse.

Hendes stil må betegnes som naivistisk naturalisme, idet hun finder sin inspiration i naturen omkring sig og med sin kunst hos beskueren vækker en eventyragtig stemning, en barnlig fantasi, en drømmeverden. Det er overvejende svampe, blomster, fugle, insekter, katte, hunde, køer, får, lam og geder, der fylder. Engle spiller i nogle værker en afgørende rolle. Af og til ser man byrummet med veje, huse og jernbaner (især det sidste er hun fascineret af) trænge sig ind i hendes værker, men stadigvæk med barnets fantasi i behold.

Hendes værker er solgt over en stor del af verden. Aktuelt (august 2018) deltager hun med 6 værker i den Internationale Skulpturudstilling i Agger.

Dangira Pyragaite