Vælg en side

Lis Tulstrup Petersen (f. 1968)

Lis Tulstrup Petersen har en stor passion for blomster. Hun er en god iagttager af naturen, der omgiver hende, og i den finder hun en uudtømmelig kilde på former og farver. Hun fortolker blomsterne i deres naturlige omgivelser og arbejder sig igennem, indtil hun oplever og genkender en stemning og følelse. Det er en proces fyldt med omhyggelighed, hvor blomsterne hæver sig over blot at være dekorative og i stedet udtrykker flygtig skønhed, livsglæde og naturens skrøbelighed.

Hendes blomstermalerier opstår på en dyb, changerende baggrund, hvor blomster og græsser indtager forgrunden. Motiverne er velafbalancerede og harmoniske, og lyset føres ind, så vi som beskuere inviteres ind i en rolig og poetisk verden. Perspektivet i hendes værker er ofte set nedefra – som om vi ligger i det høje græs og ser verden gennem græsserne og de vilde blomster. Denne utraditionelle beskæring og naturtro afbildning giver en fornemmelse af at være i direkte kontakt med naturens ro.

Inspirationen har dybe rødder i familien, hvor hendes oldemor opkaldte sine tre døtre efter blomsterne: Iris, Rosa og Viola. Som Lis selv siger: “Jeg maler blomster – ikke for at gengive dem én til én, men for at fange stemningen og fornemmelsen.”

Som kunstner ønsker Lis at male naturens ro ind i folks hjem og skabe et sted, hvor beskueren kan dvæle, reflektere og finde fred. Hendes malerier frembringer blomstens energiske essens, og mange oplever at blive følelsesmæssigt berørt af hendes værker.

Jeg vil gerne skabe billeder, man kan vende tilbage til – hvor blikket kan gå på opdagelse og finde nye små spor. – Lis Tulstrup Petersen